Toves køkkenblog 
"Hvor svært kan det være, at lave gode opskrifter?" Tove Færch, leder af Karolines Køkken og ansvarlig for Arlas opskrifter.
  www.arla.dk/Arla-Forum/Blogs/Kokkenbloggen/

05-09-2006

Permalink
Rigtig bearnaisesauce?
Jeg vil vove den påstand, at der er rigtig mange danskere, der ikke aner hvordan bearnaisesauce smager! De kender den "bearnaisesauce", der findes færdige i kartoner, bægre eller som pulver - og som ikke har den fjerneste lighed med ægte bearnaisesauce. Jeg forstår faktisk ikke, at det overhovedet er tilladt at kalde disse saucer for bearnaisesauce - med alle de ellers så restriktive love og regler, der findes inden for markedsføring?!?!

Det er helt i orden at tilbyde forbrugerne disse bearnaisesauce-substitutter, som står så højt på hitlisterne, - men de burde hedde noget andet- nemlig "Pommes frites sauce" - som er en meget dækkende betegnelse for anvendelsen.

Ved at bruge betegnelsen bearnaisesauce for disse saucer, opdrages vi til at tro, at dette er bearnaisesauce - og glemmer den oprindelige sauce, som består af æggeblommer, smør, bearnaiseekstrakt (hjemmelavet!) og esdragon, persille og kørvel. En meget fed og lækker sauce.

Min pointe er at der sagtens er plads til både klassiske og moderne saucer - hjemmelavede fra bunden, tilberedt på en enklere moderne måde - eller færdigkøbt. Men..............lad for pokker være med at udgive det for andet end det er!

Her er en opskrift på den klassiske sauce - tilberedt fra bunden:
Frk. Jensens Bearnaisesauce

Og her er min "shortcut"-udgave af en ægte bearnaisesauce - til 4 personer. Jeg plejer at kokettere med, at jeg kan lave en rigtig bearnaisesauce hurtigere end man kan lave "pommes frites sauce" fra pulver:

Pisk 4 æggeblommer, 1 dl bouillon, 1 tsk tørret esdragon, 1 tsk hvidvinseddike og lidt salt sammen. Kom 100 g smør i en tykbundet gryde - og skru op for fuld styrke (hvis man er for forsigtig er det min erfaring, at man mister tålmodigheden og koncentrationen - og i det øjeblik man ser væk koger saucen!). Hæld æggeblandingen i smørret ligeså snart det er smeltet - og pisk! Når du fornemmer at saucen er ved at tykne skal gryden tages helt væk fra varmen - og er færdig!

Ha' for en sikkerheds skyld lidt koldt vand - eller piskefløde (det giver en blød, rund smag!) i baghånden til at hælde i saucen, hvis temperaturen ikke falder med det samme. Saucen må ikke koge - så koagulerer æggeblommerne og saucen bliver grynet! God fornøjelse!

Kommentarer:


Sådan en har Arla jo også
Hej Tove,

Jeg er fuldstændig enig med dig. Der er forskel på bernaise og "bernaise". Men her hos Arla har vi jo også en "bernaise sauce" - oven i købet fedtfattig version, som hedder "Karoline". Det synes jeg, at du burde have nævnt i dit indlæg.
Benedikte, 09-05-2006 09:46Permalink

Du har ret, Benedikte - der findes en Karoline's Bearnaisesauce med 5% fedt. Og den lever heller ikke op til navnet - synes jeg. Karolines Køkken udviklede for flere år siden en bearnaisesauce i samme serie, som lå meget tæt op af en hjemmelavet sauce - den havde den rigtige konsistens, smag - OG højt fedtindhold (22%), for den bestod af smør og æg. Men den kunne ikke sælges - sikkert fordi den smagte som "rigtig" bearnaisesauce - og ikke som de "pommesfrites-saucer" som forbrugerne åbenbart foretrækker. Derfor blev den sauce udviklet, som du nævner - og den er meget mere populær - og egentlig grunden til mit indlæg. Hvad synes du om den, siden du nævner lige præcis den?
Tove, 09-05-2006 10:42Permalink

Jeg synes egentlig den er udmærket. Den har ikke noget med bernaise at gøre, men som en hurtig løsning i en småbørnsfamilie ryger den engang imellem på. Den burde som vi vist er enige om bare ikke hedde bernaise...

Benedikte, 09-05-2006 12:16Permalink
Herlig - men.....
Har afprøvet opskriften, hurtig og nem, men hvad med samvittigheden????
100 gr smør er jo nok i overkanten af hvad der er acceptabelt, men sovsen smagte herligt, så må vi jo bruge den til særlige lejligheden og så Karolines fedtfattige, for at hjælpe på samvittigheden.
Tove S
Tove Søndergaard, 15-05-2006 09:44Permalink

Enig Tove. Der må også godt være forskel på hverdag og fest, synes jeg. Endelig er er en anden metode at spare fedt på - mindre portioner!
Tove , 15-05-2006 10:48Permalink
Ægte...
smager den fedtfattige...noget i nærheden af ægte bearnaice?
(for så ved jeg da at jeg aldrig vil forsøge at lave den fra bunden...fy føj da :o)
Karina, 06-06-2006 19:15Permalink
Smag kan jo diskuteres!
Hej Karina. Karoline's Bearnaisesauce smager efter min mening ikke som en ægte bearnaisesauce. Men den smager som de fleste færdig saucer man kan købe i pulverform, på flasker, i bægre etc. De fleste færdige "bearnaisesaucer" har et meget højere fedtindhold en Karolines. Og nej da - hvis du ikke kan lide en ægte bearnaisesauce - hvorfor skulle du så gå i gang med at lave den? (eller har jeg misforstået din kommentar?)
Tove, 07-06-2006 19:27Permalink
Tak for svar :)
Ved ikke om jeg kan li den ægte...har kun smagt den i pulver fra Knorr. -og så den i pap-brikken fra Karoline, som jeg ikke kan li :o)
Men kan godt li at lave ting fra bunden...sylter selv, laver marmelade, gele´ o.s.v ...så kunne da godt tænke mig at prøve en bearnaise sauce...men altså ikke hvis den smager sådan :o) Ved du hvilket krydderi det er der smager sådan igennem? Så kunne jeg jo holde lidt igen med det :o)
Karina, 08-06-2006 16:15Permalink
Bearnaisesauce.........
Det er estragon, som giver saucen den særlige smag. Du kan også starte med hollandaisesauce, hvor du bruger citronsaft som smagsgiver. Den er rigtig god til fisk - og til asparges, som jo netop nu er helt fantastiske. God fornøjelse Karina!
Tove, 08-06-2006 16:35Permalink
Boullion
I Shortcut versionen nævner du 1 dl. boullion. Hvilken slags, og hvordan skal den laves?
Tim, 08-11-2007 13:45Permalink
Frit valg....
Jge bruger en dl vand - og en sjat færdigkøbt bouillon at det, jeg har på lager. Enten kalve, hønse eller grønsagsboillon.
Tove, 08-11-2007 14:06Permalink
Link virker ikke
Tak for svar.
Jeg vil gerne prøve begge muligheder, for at se om det til tider kan betale sig at bruge mere tid, men linket til frk. jensens virker desværre ikke længere. Jeg har forgæves søgt efter den "helt perfekte helt fra bunden" opskrift, men ved ikke hvilken. Har du et rigtig godt forslag?
Tim, 08-11-2007 17:18Permalink
Ægte bearnisesauce
Her er opskriften fra Frk. Jensens kogebog:
"Smelt 100 g smør og afkøl det. Pisk 4 æggeblommer med 1½ spsk bearnaiseessens (købt, eller hjemmelavet af 1 spsk esddragoneddike, 1 tsk engelsk sovs, 1 tsk revet løg)i en kasserolle, til de er som en let creme. sæt kasserollen i vandbad i en større gryde. Pisk smørret og 1 dl suppe forsigtigt i æggemassen og pisk så uafbrudt i sovsen over jævn varme, til den er tyk og luftig, og smag til med salt og fint hakket persille, evt. også fint hakket kørvel og esdragonblade. Sovsen skal helst tillaves så sent som muligt før sereringen. Den kan dog holdes varm i vandbad, men må ikke koge, da den så skiller."
God fornøjelse Tim - jeg vil meget gerne høre, hvilken version du foretrækker!
Tove, 09-11-2007 08:47Permalink
Uhm... det var på tide ....
Vil blot rose den meget nemme og velsmagne opskrift på bernaise sovs. Synes at det er på tiden selv at forsøge at lave en hjemmelavet sovs, hvor smagen er væsenligt bedre og uden tilsætningstoffer - klar på 3 minutter!
Pas på med saltet, hvis du bruger saltet smør.
Bo, 09-03-2008 19:56Permalink
Slet ikke uenig...
...det er lækkert med de rene råvarer, hvor smagen for lov at være første prioritet. Somme tider må vi have lov at glemme konsekvenserne (kalorierne!.
Tove, 10-03-2008 11:41Permalink
Bernaise med smør
Hej ville bare høre om ikke det var almindeligt at klare (dele) smørret, når man laver ægte bernaise eller er jeg helt fejl på den?
Dannie, 10-05-2008 21:33Permalink

Det er ikke mit indtryk at det er almindeligt at klare smørret, når det drejer sig om "amatører" derhjemme, mens profesionelle klarer smørret før stegning. Jeg tror ikke, der er forskel på resultatet af bearnaisesaucen om smørret er klaret eller ej - tror du?
Tove, 12-05-2008 10:30Permalink
Bearnaisesauce
Svar til Dannie.
Hvis man skal lave en bearnaisesauce fra kokkebogen (Den eneste bog man bruger i et køkken) skal man klare smørret.
Kokken, 15-07-2008 11:15Permalink
Frk. Jensens opskrift
er fjernet fra linket i indlægget.Men du kan finde den her i stedet:

http://www.weblogs.arla.dk/C1256FA800483D00/O/bearnaisesauce-forskel-paa.html

Tove , 22-10-2009 11:40Permalink
I har glemt essensen!!
Hele essensen (haha)i bearnaise sauce er vel essensens smag?! I snyder derfor lidt, når ikke i medtager essensen i opskriften (det er lige så nemt som resten af saucen)

Du kan finde en opskrift på bearnaiseessens her: http://abemad.blogspot.com/2009/11/opskrift-hjemmelavet-bearnaise-sauce.html
Anders, 13-11-2009 13:50Permalink
Tak
Hej Anders, - dit link kom ikke rigtigt til at virke, men jeg prøver igen her:
http://abemad.blogspot.com/2009/11/opskrift-hjemmelavet-bearnaise-sauce.html
Og du har helt ret, selvfølgelig kan man nemt lave bearnaisessens selv.
Tove, 13-11-2009 14:33Permalink

Bloggen er flyttet, og dette er et arkiveret indlæg.
Det er derfor ikke længere muligt at skrive en kommentar.
Spørgsmål og kommentarer kan skrives til >Arla Forum<

Hvis du vil læse de nyeste indlæg, kan du finde dem >her<
Seneste indlæg
11-11-2010
Opdatering af blogs og lay-out
11-08-2010
Julefokus og gæsteblogger
21-10-2010
Køkkenbloggen juleblogger


Kategorier
Opskriftsudvikling (29)
Aktivitet i Karolines Køkken (66)
(B)ordet er frit (98)
Smag og madglæde (53)
Måltider og planlægning (36)
Madlavning (43)
Stem om mad (9)


Arkiv
2010
November (2)
Oktober (2)
August (3)
Juli (2)
Juni (5)
Maj (1)
April (2)
Marts (2)
Februar (7)
Januar (3)


Søg i denne blog


E-mail notificering
Modtag en email når der oprettes et nyt indlæg på denne blog.
Email adresse:

> Tilmeld

RSS Feed



Arla blogs
> Omtanker
> Køkkenbloggen
> Bækgårdens blog
> Økogårdens blog
> Arla Forum Bloggen


Om Blogs
Blog er en forkortelse af weblog. En blog består som regel af kortere indlæg, som præsenteres kronologisk, så det nyeste står øverst.



© 2009 Arla Foods                                                                                                               Cookie politik | Betingelser for brug | Håndtering af personlige oplysninger