Louis' blog Mellem Linjerne
Louis Illum Honoré bloggede fra oktober 2005 og til december 2006 som pressechef for Arla Foods. På bloggen diskuterede Louis, hvordan Arla agerede over for sine omgivelser i almindelighed og over for medierne i særdeleshed. Bloggen er ikke længere aktiv.
  www.weblogs.arla.dk/mellemlinjerne

Louis, 10-09-2006

Permalink
Muhammed-tegninger igen
Åh nej, ikke igen. Jeg fik noget af et chok, da jeg i fredags så videoen, hvor medlemmer af Dansk Folkepartis Ungdom fjoller rundt og tegner profeten Muhammed i obskure situationer. Nu var Danmarks omdømme i de arabiske lande så småt ved at blive forbedret efter Muhammed-krisen i foråret. Og så vælger en gruppe med navnet Defending Denmark - med det erklærede mål at genetablere Danmarks gode brand i udlandet - at offentligøre en video, der kan trække landet ind en ny omgang flagafbrændinger, ambassade-ødelæggelser og forbrugerboykot!

Heldigvis lader det ikke til at gå så galt denne gang. Vores folk i Mellemøsten melder i al om, at vores ost og smør indtil videre langes over disken i uændret tempo. Og jeg kan kun håbe på, at det lægger en dæmper på gemytterne, at statsministeren hurtigt og utvetydigt har taget afstand fra de nye Muhammed-tegninger.

Kommentarer:



Dette her grænser til landsskadelig virksomhed, vi må ikke håbe at reaktionerne bliver store denne gang !!!!
juel, 09-10-2006 17:56Permalink
Lige som sidst?
Jeg vil starte med at sige, at jeg nu ikke tror, at tegningerne vil starte en ny Muhammed-krise. Men jeg blev dog en smule eftertænksom, da jeg læste din sidste sætning:

"Og jeg kan kun håbe på, at det lægger en dæmper på gemytterne, at statsministeren hurtigt og utvetydigt har taget afstand fra de nye Muhammed-tegninger".

Var det ikke præcis det samme, der skete sidst? At ARLA passivt ventede på, at statsministeren skulle klare skærerne? Så vidt jeg husker, gik der ca. fem måneder fra tegningerne blev trykt, til ARLA første gang reagerede pro-aktivt. Og på det tidspunkt havde statsministeren allerede taget afstand fra tegningerne i sin nytårstale. Det var først da ARLA, ca. syv måneder efter tegningerne blev trykt, havde foretaget en grundig kulturanalyse og igen handlede pro-aktivt, at den religiøse forbruger i Mellemøsten begyndte at købe ARLAs produkter.

Det ser umiddelbart ikke ud til, at der er optræk til en ny krise, men stadig skal man huske på, at der gik tre måneder fra tegningerne blev trykt til den religiøse forbruger begyndte at boykotte ARLAs produkter. Regeringen har ikke handlet anderledes end de gjorde sidst. Regeringen har kun fordømt tegningerne, ganske som statsministeren gjorde det i sin nytårstale.

Kan det virkelig passe, at ARLA ikke på dette stadie handler pro-aktivt, men bare kigger med fra sidelinjen?

Allan Fatum, 09-10-2006 19:14Permalink
Handling fra Arla?
Allan, Arla reagerede lige så snart forbrugerne i Mellemøsten begyndte at boykotte danske varer i slutningen af januar: http://www.arlafoods.dk/appl/HJ/HJ201AFD/HJ201D01.NSF/O/F405C26C60EB9978C12571020053C72D
Du kan naturligvis mene, at Arla burde have udtrykt sin holdning til tegningerne, da JP trykte dem i efteråret 2005. Men jeg synes ikke man kan forvente, at et mejeriselskab kommer med sine meninger om alle mulige samfundsmæssige problemstillinger, som selskabet ikke er en del af.

Jeg tror ikke, jeg helt forstår, hvordan du mener, at vi kan handle proaktivt denne gang? Skal vi indrykke annoncer i de arabiske aviser eller?
Louis, 10-10-2006 09:22Permalink
Handling fra Arla.
Umiddelbart burde et mejeri ikke komme med sin mening om en sådan sag. Men når man tænker på, hvor store konsekvenser det havde for jer sidst ikke at kommunikere proaktivt - kulturelt set -, så synes jeg, det virker som om, at Arla ikke har "lært gårsdagens lektie".

Uden at have givet det for mange tanker, var et brev/pressemeddelelse til dem der sælger jeres varer, det første jeg tænkte. Du ved jo sikkert bedre end jeg, at i en sådan situation er der ikke noget, der hedder for meget stakeholder-kommunikation. Ved at reagere sent får Arla ikke "kridtet debat-banen op", og får dermed ikke præget debatten i den retning som i ønsker. Man risikerer jo, som sidst, at hvis der ikke bliver kommunikeret på de rette kulturelle vilkår, bliver der igen skabt et kommunikations-vakuum, hvor rygter kan opstå.

Jeg ved ikke om i tænker, at Arla helst ikke skal blive sat i forbindelse med DF-tegningerne, og at i derfor holder jer uden for debatten i Mellemøsten?

Det er klart, at du selvfølgelig har en langt større indsigt omkring, hvad der egentlig sker i Mellemøsten. Som udenforstående virker det dog som om, at Arla bare sidder i et hjørne med lukkede øjne og krydsede fingre :-)
Allan Fatum, 10-10-2006 13:34Permalink
Handling gir forvandling
Nu er jeg med, Allan. Jeg troede, du efterlyste proaktivitet ift. medierne. Vi holder ganske vist fingrene krydsede, men det forhindrer os ikke i at handle i forhold til eksempelvis vores kunder i Mellemøsten. Mine kolleger dér er i fuld gang med at informere dem, der sælger vores varer - eksempelvis viser vi dem statsministerens erklæring, hvilket stiller mange tilfredse. Også vores lokale medarbejdere, hvoraf de fleste er muslimer, får en grundig orientering om sagens fakta.

Men det er da rigtigt, at vi ikke ønsker at blive sat i forbindelse med de nye tegninger. Og hvis vi udsender pressemeddelelser i Mellemøsten, kan det virke som en rød klud: "Hallo, vi er danske. Så hvis I vil boykotte, er det os I skal gå efter...". Omvendt kan sådan en offensiv fungere som en vaccanition mod boykot. Netop nu, mens forbrugerne ikke reagerer, vurderer vi, at det er bedst at holde lav profil.
Louis, 10-10-2006 14:35Permalink
Forberedt
Jamen denne gang er I altså forberedt.
Jeg tror ikke der bliver nær den reaktion der kom sidste gang.
Til gengæld tror jeg det får normaliseringen til at trække ud. Det er jo en bekræftelse - i visse personers øjne - af at danskerne og den danske regerings støtteparti, rummer nogle xenofobiske (undskyld ordet. Jeg kunne ikke bare mig. Det betyder vist at man er bange for fremmede) tendenser.
Men jeg er lidt træt af det.
Selvfølgelig skal de unge mennesker have lov at more sig - men.....
Hvorfor lige bringe nyheden i en avis? Jo det sælger med en skandale.
Så meget for ytringsfriheden.
Og hvad var lige nyheden? "Fulde unge mennesker opfører sig mindre heldigt". Uha. Det er vist aldrig set før.

Gunnar Langemark, 10-10-2006 19:19Permalink
Nyhedskriterierne var opfyldt
Gunnar, i denne sag var der vist flere af nyhedskriterierne der var opfyldt. Personligt synes jeg, at DFU skulle have tænkt sig om en ekstra gang, da de valgte selskabslege til deres hyttetur. Man kan ikke som ungdomsparti forvente, at en sådan aktivitet forbliver i det private rum. Man må konstatere, at man er offentlig - selv på en "privat" hyttetur. Man kan til gængæld diskutere pressens brug af skjult kamera, ligesom vi så det i sagen med chatkonsulenten. Men den sag er jeg sikker på, at Kristlig Lytterforening nok skal tage sig af ;-)

Louis, med hensyn til boycotten er det vel svært at sige noget før efter fredagsbønnen på, ja, fredag, hvor det bliver muligt at tage en hvis mellemtid. Men godt at høre, at i ikke tager så let på det, som det i første indlæg lød til.
Allan Fatum, 11-10-2006 13:17Permalink
Dyrevelfærd og Arla
På Arlas Link side, er der link til næsten alt hvad der vedrører Arla og produkterne.
På en af jeres sider nævner i noget om dyrevelfærd, men i har ikke noget link, der relaterer til dette.
Hvad med at have et link til www.dyrenes-beskyttelse.dk der jo er Danmarks største dyreværnsorganisation.
Jeg håber da ikke, at årsagen til det manglende link, skyldes at Dyrenes Beskyttelse, ind imellem, har en kritisk holdning til landbrugets dyrevelfærd - eller i nogle tilfælde - mangel på samme!
Jørgen Jensen, 11-10-2006 16:09Permalink
Missing link
Jørgen, på linkssamlingen har vi primært koncentreret os om at liste de mange interne links til øvrige Arla sites. Jeg tror såmænd ikke, at der vil være noget til hinder for at liste øvrige organisationer - men som jeg forstår det, fungerer eksterne links bedst, når de indgår direkte i en kontekst på de respektive sider. Mig bekendt har vi i øvrigt en fornuftig dialog med Dyrenes Beskyttelse.
Louis, 13-10-2006 09:59Permalink
Helt legitimt at tegne Muhammed
- hvad enten det er i det offentlige rum eller ej.

Hverken et principløst dansk mælkemonopol eller forskruede mullaher i Mellemøsten skal da bestemme, hvad folk tegner her i landet, hvor vi har en hundredårig tradition for religionskritik og satire.

Og hvad brokker I jer over - Arla er jo allerede ude i Mellemøsten med flere af deres leflende, islamis-appeasende reklamer.
Hansen, 18-10-2006 22:34Permalink
- aldrig mere Arla
Til Louis

Er det muligt at få en kopi af annoncerne - hader at kommentere en nyhed noget der leveres i en oversættelse af et AP-notits, på baggrund af noget arabisk.

Iøvrigt forstår jeg ikke et dansk-svensk firma som Arla vil blamere sig selv på den måde. Jeg kan godt se det økonomiske aspekt, men igen - visse værdier rører man bare ikke ved. Og så er jeg sådan set ligeglad med om muslimer eller andre føler sig krænkede, om DFU-viderne er bedre eller værre end RU-tegningerne, om DefendingDenmark & Nyhedsavisen overtrådte presseloven og fremdeles...
Kim Møller, 19-10-2006 10:53Permalink
Kampen for personlig frihed til alle!
Jeg vil tage initiativ til ertablering af et "Freedom fighter" Segl. Så kan individer, virksomheder og organisationer der støtter; "Freedom of speech", kamp mod enhver form for undertrykkelse, lige rettigheder for kvinder, beskyttelse af alle minoriteter, etc., med dette segl signaler deres standpunkt. Og så tror jeg, at erhvervslivet og alle andre må indstille sig på at, det i denne værdikamp ikke er muligt at køre på frihjul.

Og indtil videre klare jeg kampen uden, at styrke mig på Arla´s produkter.
Claus Ron Dellgren, 19-10-2006 13:03Permalink
Svar på tiltale
Men, Hansen, du har da vel ikke noget imod, at vi i Arla benytter vores ytringsfrihed til at sige vores mening? Bemærk i øvrigt at vi siger stort set det samme som statsministeren:
http://www.um.dk/da/servicemenu/Nyheder/Udenrigspolitik/PrivateVideooptagelserFraDanskFolkepartisUngdomsSommerlejr.htm


Værsgo Kim, her er annoncen oversat til dansk:

"Arla Foods fordømmer skarpt den smagløse og uansvarlige handling

I anledning af Ramadanen ønsker vi alle muslimer tillykke med den kommende Eid el-fetr al Mubarak (tre helligdage efter Ramadanen) og gør opmærksom på Arla Foods’ holdning til, det der er sket forleden i Danmark.

· Arla Foods fordømmer kraftigt den smagløse og uansvarlige handling, som blev udført af Dansk Folkepartis Ungdom mod profeten Muhammed.

· Arla Foods bekræfter over for alle muslimer, at det, der er sket, er udført af en minoritet i det danske samfund, og repræsenterer på ingen måde hverken Arlas holdning eller den danske befolknings holdning.

· Arla Foods minder om sin tidligere holdning til de foregående nedladende tegnin-ger og kan ikke acceptere nogen nedladende tegning eller lignende handling, som måtte ske i fremtiden, og bekræfter sin respekt for islam, som en femtedel af jordens befolkning praktiserer.

På vegne af direktion og medarbejdere i Arla Foods


Peter Tuborgh, adm. dir."

Baggrunden for at vi har indrykket annoncen er, at flere af vores samarbejdspartnere og kunder – på baggrund af boykotopfordringer på bl.a. sms og mails – ønskede at vi i lig-hed med statsministeren offentliggjorde vores holdning. Kim – jeg hører gerne fra dig, hvordan du mener, at vi blamerer os med overstående, og hvad det er for værdier, vi rø-rer ved.

Claus, hvor kan jeg købe dit ”Freedom Fighter” segl?

Louis, 19-10-2006 13:55Permalink
Perspektivering af Arla´s iver for, at please Islam.
Til perspektivering af Arla´s respekt for Islam bør følgende iagttages:

Stor Mufti af Saudi Arabien, Sheikh Abdel Aziz al-Sheikh understreger Muslimens ret til, at ty til vold!

Han mener, at vold ikke var Mohammeds førstevalg men blev sanktioneret af gud overfor ikke-muslimer der enten, ikke konvertere til Islam eller underkaster sig særskatter og Muslimernes "beskyttelse"...

Udtalelsen blev fremsat i den statslige radios nyhedsudsendelse!

PS. Du får et "Seal of liberty" tilsendt snarest, Louis.

Claus Ron Dellgren, 19-10-2006 15:18Permalink
Vide perspektiver
Rolig nu, Claus. Blot fordi vi har respekt for en religion, som en femtedel af verdens befolkning bekender sig til, støtter vi vel ikke nødvendigvis automatisk alle religiøse lederes udtaleleser (uanset hvor mange gange de hedder Sheikh)?

Ser frem til at åbne min post. Om end "Seal of liberty" lyder lige lovligt statsmandsagtigt. Der var lissom mere svung i "Freedom fighter".
Louis, 19-10-2006 15:44Permalink
For at undgå associationer...
Med et US symbol vil jeg benytte navnet "Seal of liberty" men selvfølgelig vil begrebet "freedom fighter" blive knyttet til organisationens aktiviteter.
Claus Ron Dellgren, 19-10-2006 15:59Permalink
Arla blamerer sig igen
Det er da helt utroligt, at I ikke selv kan se det - og at I intet har lært!

Den annonce er noget af det mest brækfremkaldende, jeg har læst længe.

"Arla Foods fordømmer kraftigt den smagløse og uansvarlige handling, som blev udført af Dansk Folkepartis Ungdom mod profeten Muhammed."

Hvorfor er det smagløst at lave religiøs satire under private former? Har Arla indrykket annoncer, der fordømmer afbrænding af ambassader og Dannebrog?

I omtaler "proften Muhammed". Hermed bekender I jer - som virksomhed - til religionen islam. Kristne mennesker betragter ikke Muhammed som en profet. Er Arla et islamisk firma? (eller lader I bare som om..?)

"Arla Foods bekræfter over for alle muslimer, at det, der er sket, er udført af en minoritet i det danske samfund, og repræsenterer på ingen måde hverken Arlas holdning eller den danske befolknings holdning."

Må jeg være fri for, at I tager mine og mine landsmænd til indtægt for jeres landsforræderi?

"Arla Foods ... bekræfter sin respekt for islam, som en femtedel af jordens befolkning praktiserer."

Bliver den kvindeundertrykkende, totalitære lovreligion mere legitim, fordi der er så mange vildfarne? Hvilken del af sharia er det helt præcis, I har så stor respekt for?

Louis, du har en tabersag - og hvis du fortsat tror, I kan tale med to tunger i denne sag, er du uden for pædagogisk rækkevidde. En profet-leflende underdanighed i Mellemøsten - og herhjemme fører I jer frem med jysktalende mælkepiger og ærkedansk-klingende varenavne.

Danskerne er ved at indse, at Arla = Allah. Kan I eksistere uden omsætning herhjemme? Hvorfor flytter I ikke med det samme hovedsædet til de arabiske diktaturstater, som du og Tuborgh har så voldsom respekt for??
Hansen, 19-10-2006 22:27Permalink
Tabt hoved
Hansen, jeg synes godt nok, at din retorik er en kende voldsom. Tillad mig lige stilfærdigt at nævne, at den annonce, du får brækfornemmelser af, har hentet sine hovedformuleringer fra statsministerens erklæring om tegningerne - men han kan måske også give sure opstød?

Jeg prøver at besvare dine spørgsmål fra en ende af.

Jeg synes godt, at man kan diskutere, hvor "privat" et politisk møde er - det var i al fald ikke vanskeligt for en videofilmende kunstner at være med. Under alle omstændigheder mener vi, at selve tegningerne er smagløse.

Nej, vi har ikke indrykket annoncer, der fordømmer flag- og ambasadeafbrændinger. Vi er - endnu - ikke stødt på ønsker fra samhandelspartnere eller forbrugere, der har ønsket det.

Vi skriver "profeten Muhammed", fordi det er sådan, han omtales af de mellemøstlige forbrugere, som annoncen er rettet imod. Jeg kan ikke helt følge din logik. Havde vi haft lyst til at fortælle om en grønthandler med samme navn, havde vi nok skrevet "grønthandleren Muhammed".

Når samtlige folkevalgte politiske partier i Folketinget tager afstand fra tegningerne, er det vel næppe helt forkert at antage, at danskerne har nogenlunde samme holdning? Samtidig har jeg kun bemærket meget få danskere sympatisere med dem.

Nej, jeg synes ikke, at en religion er mere legitim, fordi der er mange, der praktiserer den. Jeg nævner blot det høje antal for at understrege, at der ikke er tale om nogle få religiøse fanatikere.

Hverken jeg eller Peder Tuborgh har sagt noget som helst om respekt for diktaturstater, men vi har respekt for islam og for de forbrugere, som bekender sig til religionen.
Louis, 20-10-2006 07:59Permalink

En videofilmende "kunstner", skriver du - som argument for, at det ikke var en privat sammenkomst. Den pågældende muldvarp havde været DFU-medlem i 18 måneder, før han fandt dette, som i en almindelig danskers øjne ikke er særlig slemt. Radikal Ungdom gør det jo også - det er et sundhestegn således at at udfordre de islamiske mørkemænd, der systematisk prøver at påduttte os deres middeladerlige normer.

Som begrundelse for, at I ikke indrykker annoncer, der fordømmer flagafbrændinger, skriver du, at I ikke har fået ønsker fra samhandelspartnere eller forbrugere, som ønsker dette. Det ligner en indrømmelse af, at I kun lader jer styre af forretnings-partneres ønsker.

Faktisk tror jeg ikke et sekund på, at hverken du eller Tuborgh er stødt over den uskyldige kameltegning. I er bare hundeangste for jeres fetasalg i Mellemøstens diktaturstater.

Sagens kerne er, at der i en dansk kontekst INTET er galt i at tegne eller for den sags skyld latterliggøre muhammed.

Retorikken i jeres annoncer emmer af underkastelse over for nutidens nazisme. DET er kvalmende.
hansen, 20-10-2006 18:25Permalink
Intet galt i en dansk kontekst
Hansen, du skriver nu, at "det er et sundhedstegn således at udfordre islamiske mørkemænd" med tegninger, der latterliggør deres profet. Jeg kunne bedre forstå din tidligere holdning om, at det er ok at lave satire under private former. Er du ikke nødt til at finde ud af, om du mener det ene eller det andet?

Vi lader os ikke ligefrem styre af forretningspartnernes ønsker, men vi lytter til dem og handler derefter, hvis vi synes, at deres forslag er fornuftige. Jeg gad nok se den danske virksomhed, som ikke gør det samme.

Du har ret. Jeg føler mig bestemt ikke stødt over kameltegningen. Hvorfor skulle jeg dog også være det som ikke-muslim? Og ja, vi er nervøse for salget af mejeriprodukter i Mellemøsten.

I min optik har du også ret i, at der i en kulturel dansk kontekst ikke er noget galt i hverken at tegne eller latterliggøre Muhammed. Men vi lever altså i en global verden, hvor jeg synes, vi er nødt til at tage hensyn til hinanden.

Da jeg var i Saudi Arabien i foråret, mødte jeg i øvrigt ingen islamiske mørkemænd - om end de formentlig findes - men derimod masser forbrugere og butiksejere, som var dødkede af, at nogle danskere - efter deres opfattelse - hånede deres profet.
Louis, 23-10-2006 10:11Permalink
Nej da
Det er ikke ulovligt eller forkert at tage gas på muhammed - hverken privat eller offentligt. Tværtimod tyder reaktionerne på, at det er ganske tiltrængt! Hvis I nu satte nogle skægge muhammed-streger på mælkekartonerne, kan vi måske begynde at grine islamisterne ud - i stedet for hele tiden at falde på halen.

Det er forfriskende, at du så åbent erkender, at du ikke føler dig det mindste stødt over kameltegningen. Især når man har set Uffe, Seidenfaden og allehånde journalister lægge ansigterne i de dybeste folder af hellig afsky.

Og selvfølgelig skal I tjene penge. Men vi er derhenne, hvor Arlas ageren som virksomhed medvirker til at undergrave frihedsrettighederne i det danske samfund.

Det du tolker som "tagen hensyn til hinanden" er en farlig glidebane i den nuværende situation, hvor vores værdier i den grad er under pres. Og så er det i øvrigt indlysende vrøvlagtigt, at alle normer skal kunne gælde alle steder.

Men prøv at læse de kloge ord fra en dansk islam-forsker - så kan I jo overveje på næste strategimøde, om dhimmi-vejen er farbar i det lange løb - eller om det måske var på tide at satse på nye markeder:

http://www.uriasposten.net/?p=3930

(ved ikke hvor længe JP har den oppe, så linket går til Uriaspostens omtale).
Hansen, 24-10-2006 02:29Permalink
Gale streger
Hansen, vdr. skægge streger på mælkekartonerne har jeg da overvejet at foreslå en af de gode gamle punkttegninger fra vores barndom. Altså dem der med nummererede punkter, som man så trækker streger imellem, indtil en figur toner frem. På kartonerne kunne vi foreslå forskellige talkombinationer, sådan at forbrugerne selv blev i stand til at tegne deres foretrukne profet, frelser eller guru
:-)

Jeg har læst Tine Magaards udtalelser til Jyllands-Posten med interesse, men uden at føle mig truffet. Hverken Arla eller jeg forsvarer bestemte politiske systemer, men forholder os udelukkende til det rimelige i - bevidst eller ubevidst - at krænke andre menneskeres følelser
Louis, 24-10-2006 14:44Permalink

Bloggen er flyttet, og dette er et arkiveret indlæg.
Det er derfor ikke længere muligt at skrive en kommentar.
Spørgsmål og kommentarer kan skrives til >Arla Forum<

Hvis du vil læse de nyeste indlæg, kan du finde dem >her<
Seneste indlæg
21-12-2006
Farvel til Arla - og bloggen
14-12-2006
Krisen i Mellemøsten kradser stadig
12-08-2006
Arla går en farlig tid i møde


Kategorier
Arlas blog (16)
Boykot (14)
Etik og ansvar (5)
Medier (13)
Opinion (4)
Produkter (10)
I kontakt med Arla (7)
Konkurrencesag (11)
Kommentar til presseklip (1)
Monopol (3)
Faglige hjørner (2)


Arkiv


Søg i denne blog


E-mail notificering
Modtag en email når der oprettes et nyt indlæg på denne blog.
Email adresse:

> Tilmeld

RSS Feed



Arla blogs
> Omtanker
> Køkkenbloggen
> Bækgårdens blog
> Økogårdens blog
> Arla Forum Bloggen


Om Blogs
Blog er en forkortelse af weblog. En blog består som regel af kortere indlæg, som præsenteres kronologisk, så det nyeste står øverst.



© 2009 Arla Foods                                                                                                               Cookie politik | Betingelser for brug | Håndtering af personlige oplysninger