Louis' blog Mellem Linjerne
Louis Illum Honoré bloggede fra oktober 2005 og til december 2006 som pressechef for Arla Foods. På bloggen diskuterede Louis, hvordan Arla agerede over for sine omgivelser i almindelighed og over for medierne i særdeleshed. Bloggen er ikke længere aktiv.
  www.weblogs.arla.dk/mellemlinjerne

Louis, 14-03-2006

Permalink
Landmænd må betale for Mellemøst-boykot
Netop hjemvendt fra ferie sidder jeg og kigger presseklip igennem og undrer mig over læserbreve, der kritiserer Arla for at sende regningen fra tabet i Mellemøsten videre til landmændene.

For hvordan jeg end vender og drejer det, vil det forventede tab på 400 millioner kroner desværre skulle betales af de landmænd, der ejer andelsselskabet Arla.

Vi kan jo ikke så godt hæve prisen på mælk herhjemme med en krone og lade den danske forbruger bøde for forbrugerboykotten i Mellemøsten.

Jamen hvad med at fyre medarbejdere? Eller spare på produktudvikling og markedsføring? Det lyder måske besnærende. Men dens slags beskæringer burde have været foretaget for længst, hvis de er økonomisk fornuftige set fra vores ejeres side – Arla skulle jo gerne kunne sikre landmændene en fornuftig pris for mælken om to, fem og ti år.

Hvis nogen har en adresse, som vi kan sende regningen til, hører jeg gerne nærmere!

Kommentarer:


Spørgsmål
Hej

Jeg læste et læserbrev i sidste uge omkring jeres nedskæringer i mælkeprisen, og der blev det foreslået at I tog pengene fra jeres overskud sidste år, så kunne I ikke gøre det, eller har andelshaverne/ejerne fået deres del af overskuddet?

P.S. Tak for en spændende blog

MVH
Rasmus Jensen
Rasmus Jensen, 14-03-2006 17:52Permalink
Svar
Jo Rasmus, vi kunne naturligvis godt tage pengene fra Arlas overskud. Men Arlas ”pengekasse” tilhører også landmændene. De blot har valgt at lade en del af deres penge stå i selskabet, sådan at der bliver råd til at udvikle nye produkter, til markedsføring, til nye projekter etc. – alt sammen noget som forhåbentlig sikrer landmændene en fornuftig pris for deres mælk i årene, der kommer.

Så selv om vores bestyrelse (16 landmænd og 4 medarbejdere) skulle beslutte at tære på overskudet, kommer landmændene alligevel til at betale i sidste ende. Klik på det her link, hvis du vil læse om, hvilke overvejelser et af vores bestyrelsesmedlemmer har gjort sig om netop dette http://www.weblogs.arla.dk/C1256FA800483D00/O/landmanden-skal-have-3-kr-pr.html

P.S. Tak skal du have. Skriv igen!

Louis, 15-03-2006 09:50Permalink
Tak
Hej

Tak for svaret, der hjalp til at få stillet min nysgerrighed..

MVH Rasmus Jensen
Rasmus Jensen, 16-03-2006 12:59Permalink
Hvem skal nu betale?
Beslutningen om, ikke at hæve prisen på hjemmemarkedet, kan være sundt nok – set ud fra et konkurrencesynspunkt.
På den anden side mener jeg, man kan argumentere for, at vi alle bærer et medansvar for, hvorledes DK agerer og dermed opleves ude i verden, og at forbrugerne derfor ikke bare refleksmæssigt bør friholdes fra konsekvenserne heraf.
Man kan således anse det for, at være en afledt konsekvens af styreformen demokrati.
Mine argumenter holder naturligvis kun, såfremt man går ind på forestillingen om, at vore ædelt motiverede adfærd – såvel inden- som udenrigs – kan opfattes negativt, og at vi derfor har et ansvar for, at forholde os selvkritisk hertil.

VH Rolf
Rolf Thomsen, 20-03-2006 12:00Permalink
Pluk i overskudet
Ja det er rigtigt, at jeres milliard overskud også tilhører landmændnene, men det er penge, som de i realiteten ikke får mellem hænderne. Den prisnedsættelse som i i ledelsen har indført medfører til gengæld, at en alm. landmandsfamilie mister hvad der svarer til kr. 1000,00 om måneden i løn. FOr en almindelig lønmodtager som jeg selv, er det mange penge, og jeg ved gennem landbrugsvenner, at det gør nøjagtig lige så ondt på dem.
Så derfor spørger jeg nu, om det ikke nvar mest fair, at sætte prisen op igen, og tage af jeres elskede overskud, eller selv gå ned i løn sammen med?????
Desuden kan en lille prisstigning vist ikke skade. Det er jo et faktum, at prisen på mælk ikke er steget i takt med priserne på alle de øvrige madvarer.
Charlotte Abel, 24-03-2006 09:04Permalink
Svært at plukke i overskudet
Overskudet tælles nu ikke i milliarder, idet Arla fordeler det til landmændene, der ejer virksomheden. Men det er rigtigt, at Arla har en milliard-formue, hvoraf de fleste penge dog er bundet i mejerier, maskiner, biler etc. Det kunne naturligvis være fristende for landmændene i Arlas bestyrelse at sælge et mejeri eller - som nævnt ovenfor - holde igen med tv-reklamer eller andet som finansieres af vores "pengekasse". Men de vurderer altså, at sådanne nedskæringer vil ramme dem endnu mere på pengepungen i årene fremover.

Når de heller ikke mener, at vi medarbejdere bør gå ned i løb, går jeg ud fra, at de er nervøse for, om virksomheden kan tiltrække/fastholde kvalificerede medarbejdere med et lavere lønniveau.

En lille prisstigning på mælk synes også fristende. Men tror du ikke, at mange forbrugere blot vil vælge mælk fra eksempelvis tyske mejerier, hvis Arlas mælk bliver dyrere?
Louis, 24-03-2006 13:17Permalink
Gå ned i løn
Jeg må sige, at der her på gården har hersket en vis stemning for, at Arlas ledelse går ned i løn, istedet for at vi mælkeproducenter er ene om at betale regningen.

Jeg er delvis enig i at der er behov for kvalificeret arbejdskraft i Arla - først og fremmest på mejerierne. Det er vigtigt, at vi kan levere kvalitet.
MEN kære pressechef mv. gå ned i løn eller nedlæg dele af jeres stab. I tjener ikke jeres løn hjem for virksomheden, og det er et stort irritationsmoment for mig, at i bare kan bruge dagen på at svare på mails. Lav dog noget mere fornuftigt! eller forsvind. Det er i mine øjne en fin måde at spare penge på, eftersom i ikke ligefrem er til stor hjælp for os mælkeproducenter.
Hermed ment at i ikke siger undskyld til forbrugerne og os, når jeres åh så geniale reklamekampagner gør os til syndebukke. Det er for dårligt, at i ikke tager ansvar for jeres handlinger, men blot lader stå til - bare fordi jeres løn IKKE er i fare.

Mit råd til de mælkeproducenter, som læser dette er: Tænk lige over om i for altid vil være under tøflen og lade jer kule. Vis forbrugerne, at i ikke nødvendigvis støtter op om ledelsen og reklameafdelingen. Hvis ikke ser det skidt ud.
Annie, 29-03-2006 10:29Permalink
Ondt
Annie, når arbejder mindst 60 timer om ugen ( og dermed næsten på niveau med en mælkeproducent :-) ) og ikke har kunnet holde fri blot en enkelt weekend siden starten af januar, gør det sgu ærligt talt ondt på mig at få at vide, at jeg ikke er til hjælp for de mennesker, jeg er så stolt af at arbejde for.

Jeg vil gøre dette kort, da du tilsyneladende ikke sætter pris på dialog. Blot et hurtigt spørgsmål: Mener du virkelig seriøst, at vi skal holde op med at besvare mails og andre henvendelser fra forbrugere?
Louis, 29-03-2006 11:52Permalink
Måske lidt overdrevet
Er det ikke en anelelse overdrevetligefrem at nedlægge presseafdelingen. En hver stor virksomhed har brug for at have personer, der kan profilere virksomheden udadtil, det er faktsisk enda, efter min mening, en meget vigtig afdeling.

Det er muligt at de ikke profilerer virksomheden som vi gerne vil have det, men så må man jo ad demokratiske veje forsøge at ændre på det.

Du kunne jo møde op til generalforsamlingen i repræsentantskabet, som desværre alt for få gør, og her sige hvad du mener, det er ikke nødvendigvis nødvendigt at svine sin egen virksomhed til i fuld offentlighed!

Claus, 29-03-2006 22:06Permalink
Regningen kan sendes videre 1.del
Louis du efterlyser et sted, hvor regningen på de 400 millioner kan sendes hen. Jeg har svaret og det er det helt rigtige sted at sende den, nemlig til Venstre, Danmarks Liberale Parti og Det Konservative Folkeparti. Regningen betales ved at Arla og Dansk Industri ikke betaler partistøtte til disse to partier ved de kommende valg.

Jeg skal begrunde mit forslag som er alvorligt ment.

Først lidt om hvem jeg er og på hvilken baggrund jeg udtaler mig.

Jeg er Mandater, det er en person som taler for, repræsenterer og træffer beslutninger for en andre personer. Det har jeg været i mere end 11 år. Man kan ikke nedsætte sig som og sige nu er jeg Mandatar. Mandatar bliver man kun hvis et andet menneske kommer til én og anmoder om man vil være vedkommendes Mandatar. Det er der mange hundrede der i gennem årene har gjort overfor mig og det er jeg stolt over. Det er et stort ansvar at træffe beslutninger der er bindende for andre, derfor er jeg vant til at vurdere mine handlinger.

Jeg har en fortid indenfor landbruget også som fodermester, Landbrugsskoleophold på Korinth Landbrugsskole og senere på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, hvor jeg også forskede lidt. Dette var før Mejeriselskabet Danmark så dagens lys. Jeg har med min baggrund en god basis for at forstå.

Den krise Danmark er kommet i skyldes ikke nogle ligegyldige tegninger i Jyllandsposten sidste år. Tegningerne var kun dråben der fik bægeret til at flyde over. Årsagen skal findes i den menneskefjendske politik Danmark har ført over for udlændinge lige siden 1983 men især i den tidligere Socialdemokratiske/Radikale regering og med den nuværende VK-regering støttet af Dansk Folkeparti er det blevet helt galt. Når danske statsborgere gifter sig med en statsborger fra et land udenfor kredsen af EU-medlemslandene, så har denne regering politisk fjernet retskravet for familiesammenføring o dermed den fysiske mulighed for at leve sammen i et familieliv her i landet. Da jeg så resultaterne af valget i 2001 vidste jeg fra min gang på Christiansborg hvilken udlændingepolitik den kommende regering ville føre. Derfor skabte jeg den kendte ”Sveriges-løsning”. Den giver dansk-udenlandske ægtepar mulighed for at leve sammen i et andet medlemsland, her Sverige. Ordningen har virket siden sommeren 2002 og mange hundrede ægtepar har brugt den som en udvej. Se fortsættelsen i 2. del
Torben Wilken, Mandatar, 30-03-2006 17:11Permalink
Hvor skal regningen sendes hen 2. del
. Efter bare 6 måneder kan familien så vende tilbage til hjemlandet Danmark og skal så efter EU-retten have permanent opholdstilladelse umiddelbart. Dette var daværende minister Bertel Haarder (V) enig i. Der ligger domstolsafgørelser fra EF-domstolen i Luxembourg på dette forhold og Danmark har ved sit medlemskab af EU tiltrådt at ville respektere domme fra denne domstol uden forbehold. Da tiden kom i efteråret 2003, hvor de første familier skulle have retten opfyldt ved hjemkomsten til Danmark, snød regeringen disse mennesker og nægtede dem Deres ret. Man gjorde det helt ulovligt ved at behandle Deres ansøgninger efter den danske Udlændingelov som ikke var opdateret på dette område og dermed ikke som de skulle efter EU-rettens klare bestemmelser. Dette har medført at regeringen har kunnet give afslag på ansøgningen efter at have berostillet sagerne i op til 11 måneder. I dag lever der over 100 familier i Danmark hvor den udenlandske del ikke har fået et cpr. nr.. Dette betyder at alle sociale rettigheder ikke kan opfyldes. Den danske del af ægteskabet arbejder i Danmark og betaler skat som ”enlig”. Der skal ikke megen fantasi til at forstå, hvilket psykisk pres dette medfører i hverdagen. Den udenlandske part af familien opholder sig helt lovligt i Danmark efter EU-reglerne, men dem vil regeringen ikke efterleve. Denne konflikt er velkendt i udlandet på gadeplan. Det er jo her ægtefællens familie bor. Her kan man ikke forstå Danmark og vores ”Demokrati”. Det har skadet Danmarks omdømme og regeringens forsøg på at imødegå virkeligheden med direkte løgne og manipulering har ikke bedret situationen. Derfor er FN kritisk, derfor kan de Danske ambassadører ikke ændre på situationen. Virkeligheden er for velkendt på gadeplan hos de forbrugere, der er i fuld ret til at vælge danske vare og tjenester fra. Det er i dag et kæmpe problem for Danmark og danske statsborgere. Reelt kan vi ikke rejse frit ude i verden mere og vide os velkommen og ønsket. Det har denne regering sat over styr af indenrigspolitiske årsager.

OK, men Arla er jo ikke politisk. Jo, det er min påstand, at det er den aktivt. Arla giver penge til de politiske partier ved valgkampen i Danmark. Dette gør man kun fordi man ønsker en bestemt politik fremmet. Venstre og de Konservative er modtagere af mærkbare beløb. Da regeringen havde præsenteret sit udspil på Udlændingeområdet d. 17. januar 2002 i Spejlsalen, var banen ”kridtet op”. Se fortsættelsen i 3. del
Torben Wilken, Mandater, 30-03-2006 17:21Permalink
Hvor skal regningen sendes hen 3. del
Jeg gik til DA og Landbruget og redegjorde omhyggeligt for konsekvenserne af den varslede lovgivning. Jeg påstod at den kom til at ramme direkte og indirekte 80 % af den danske befolkning. Mine forudsigelser kom til at holde stik. Landbruget og Industrien valgte at lave ”særlige aftaler” Lokumsaftaler med regeringen i stedet for at melde fra. Prisen for dette valg skal betales nu, ikke fordi vi siger det, men fordi reaktionen er helt naturlig og forventelig. Man burde vide bedre. I dag i radioavisen fortæller Arla´s Internationale direktør Finn Hansen, at han selv boykottede fransk vin i sin tid. Læren fra den gang var, at man ikke ustraffet kan ”hyppe sine egne kartofler” og blæse på andre menneskers opfattelse. En hver forretningsmand ved, at man ikke skal fornærme sine kunder eller andre der er relateret til sine kunder. Her gik den gal. Landbruget skulle bruge ”billig” arbejdskraft også til at malke og det fik den ved særaftaler i stor målestok. Jeg ved det indefra.

Arla er ejet af landmænd. De fleste er Venstre eller Konservative. De stemmer på disse partier. Nogle ikke så få stemmer endda på Dansk Folkeparti hvis stemmeføring just ikke har bidraget til at mindske problemerne. Disse stemmer bærer ansvaret for den situation Danmark står midt i. Uden Dansk Folkeparti ingen tegninger i Jyllandsposten. Uden en regering af alene Venstre og Konservative ingen overtrædelser af Menneskerettighederne og de internationale konventioner. Danmark er i dag ikke en ”stueren” nation. Hvis denne krise skal løses, så skal der skiftes ud i Folketinget. Luften skal renses og Udlændingeloven skal skrottes og erstattes med en lov der overholder alle de internationale forpligtigelser vi har indgået. Folketingets partier og medlemmer skal ikke blande sig i, med hvem vi deler hjem med, sover med, får børn med eller i øvrigt bruger vores liv med. Det skal den enkelte borger selv finde ud af. Sådan er det ikke i dag i Danmark. Derfor er vi faldet ud af det gode selskab.

Daværende statsminister Poul Schlüter blev tvungen til at gå af, da han fra Folketingets talerstol løj med ordrerne ”Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet”. Det var vi nogen der vidste at der var. Derfor fik han kniven på struben. Anders Fog Rasmussen ser ikke sin situation på samme måde. Løgnen er her et legitimt værktøj. Han har jo et parlamentarisk flertal bag sig.
Se fortsættelsen i 4. del
Torben Wilken, Mandatar, 30-03-2006 17:25Permalink
Hvor skal regningen sendes hen 4. del
Læren i historien vil blive, at dette ikke er nok, at tælle til 90 er ikke tilstrækkeligt når det gælder Danmarks omdømme og dermed mulighed for at drive forretning udenfor rigets grænser. Her gælder der helt andre spilleregler, hvor ærlighed og samfundsmoral er vigtige begreber.

Derfor kære læsere, Landmænd, medarbejdere i Arla, skal vi have løst krisen, her er en undskyldning og en forklaring ikke nok. Der skal handling bag. Der skal et synligt bevis på, at kursen er lagt helt om. Der skal beviser på bordet på, at vi igen vil respektere andre mennesker og Deres følelser. Vi kan ikke have en situation hvor der er os og så de andre. Vi lever alle på den samme klode, det skal vi ikke glemme i vores egen selvforherligelse. Denne krise skulle gerne belære os om denne evige gældende sandhed. ”Vær imod andre, som du ønsker andre skal være overfor dig”. Tal om andre, som du selv vil at andre skal tale om dig. Respekter andre som du selv ønsker at blive respekteret.”
Man kan føre nogle mennesker bag lyset i nogen tid, man kan måske føre alle bag lyset i nogen tid, men man kan ikke føre alle bag lyset hele tiden. Sandhedens time er kommet. Alle gode kræfter skal nu på banen og stoppe denne regering i at fortsætte med at ødelægge Danmarks omdømme. Problemet er at Socialdemokratiet ikke kan tage over. De har lige så meget ”snavs” på hænderne. Hvem der skal til må tiden vise. Vores krav må være aldrig mere en gentagelse. Derfor gør vi modstand. Derfor opfordrer vi fortsat til boykot. Vi vil også i fremtiden kunne være vores nationalitet bekendt. Det er vores ret og frihed og den er ikke til salg.
Torben Wilken, mandatar
Formand for DNM, Dansk-Nordisk Modstandsbevægelse


Torben Wilken, Mandatar, 30-03-2006 17:30Permalink
Ingen støtte til partier fra Arla
Torben, tak fordi du vil dele dine tanker. Du skal dog vide, at hvis du ønsker at andre læser dine kommentarer, skal du skrive meget kortere - der er jo en grund til at vi har sat en begrænsning på, hvor lange kommentarerne kan være.

Vdr. støtte til V og K kan jeg oplyse, at Arla hverken direkte eller indirekte yder økonomisk støtte til nogen politiske partier.
Louis, 31-03-2006 09:54Permalink

Bloggen er flyttet, og dette er et arkiveret indlæg.
Det er derfor ikke længere muligt at skrive en kommentar.
Spørgsmål og kommentarer kan skrives til >Arla Forum<

Hvis du vil læse de nyeste indlæg, kan du finde dem >her<
Seneste indlæg
21-12-2006
Farvel til Arla - og bloggen
14-12-2006
Krisen i Mellemøsten kradser stadig
12-08-2006
Arla går en farlig tid i møde


Kategorier
Arlas blog (16)
Boykot (14)
Etik og ansvar (5)
Medier (13)
Opinion (4)
Produkter (10)
I kontakt med Arla (7)
Konkurrencesag (11)
Kommentar til presseklip (1)
Monopol (3)
Faglige hjørner (2)


Arkiv


Søg i denne blog


E-mail notificering
Modtag en email når der oprettes et nyt indlæg på denne blog.
Email adresse:

> Tilmeld

RSS Feed



Arla blogs
> Omtanker
> Køkkenbloggen
> Bækgårdens blog
> Økogårdens blog
> Arla Forum Bloggen


Om Blogs
Blog er en forkortelse af weblog. En blog består som regel af kortere indlæg, som præsenteres kronologisk, så det nyeste står øverst.



© 2009 Arla Foods                                                                                                               Cookie politik | Betingelser for brug | Håndtering af personlige oplysninger